Med en fremvisning i Hofteatret var rammerne sat for den teatralske kollektion af Nom de Plume by A. Naselli, der, som den sidste under SS11-modeugen, holdt show sent lørdag eftermiddag. Kollektionen, der af designeren benævnes mandlig couture, var hovedsageligt holdt i farverne hvid, sort og grå med enkelte detaljer af rød, og den bestod af Robin Hood-agtige kaftaner, store vide, hvide skjorter, musketer-agtige kapper, enkle læderjakker, brynje-agtig strik og eventyrlige kåber. Materialerne var læder, jersey, uld, blonder og brokade; sidstnævnte sås både i en silke- og en silke-velour-udgave. Detaljerne og accesories’ene var imidlertid de mest iøjnefaldende, og satinhandsker, pompøse blonde- og præstekraver, harlekin- og blomsterærmer, hjelme af filtet uld, hatte, musketerstøvler, tofarvede strømpebukser, perleknapper og -ørenringe, maskerade-masker og røde læber gjorde, at man følte sig hensat til en anden tid, og man landede med en chokfølelse tilbage i regnvåde København anno 2010, da showet var slut. Der er ikke mange coutureshows under den københavnske modeuge – og da slet ikke til mænd – og det var en stor opløftning at se en kollektion, hvor tanken om salgsbarhed er blevet overdøvet af en stor inspiration og glæde ved at lege med materialer og overdådige snit.
No comments:
Post a Comment